Tuina

Tuina er ligesom akupunktur en årtusind gammel behandlingsform, der stadig bruges meget i Kina og bygger på den samme traditionelle kinesiske teori om krop, psyke og sundhed.

Hvad kan behandles med Tuina?
Tuina er en behandlingsmetode, der er specielt velegnet til alle former for muskel-, sene- og ledsmerter, herunder også problemer med ryggen.

Afhængig af årsagen har hvert eneste problem sin helt specielle behandlingsmetode. Jo hurtigere et problem behandles, jo lettere er det at behandle, så har man gået længe med et problem, tager behandlingen længere tid.

Behandlingen er ufarlig og har ingen bivirkninger. Tuina aktiverer akupunkturpunkter og virker regulerende på kroppens meridianer. Resultatet er, at du får en bedre blodcirkulation, kroppens affaldsstoffer bliver renset ud, og både kroppen og sindet får ny energi her og nu. Tuina kan derfor både bruges som forebyggende generel afspændingsmassage af hele kroppen og med fokus på behandling af specielle problemer, og det er en traditionel behandlingsmetode på kinesiske hospitaler. Massagen er meget velegnet til behandling af personer med nåleskræk og børn.

Hvad sker der i kroppen efter behandling med Tuina?
Massagen blødgør, stimulerer og styrker celler og væv og lymfe systemet aktiveres. Smerter i musklerne lindres eller forsvinder efter Tuinaterapi, ikke bare fordi den unormale muskulære tilstand er fjernet, men også fordi der sker en ændring i syre-base-balancen i musklerne.

Hvordan foregår massagen?
Massagen er for det meste let og blid, men med en dybdevirkning. Det er både mikromassage og større bevægelser. Der er også dybdemassage med kraftigere tryk, der kan gøre ondt.

Ligesom akupunktur foregår behandlingen ikke nødvendigvis alene dér, hvor smerten eller symptomet er, men også på relaterede meridianer og akupunkturpunkter. Massagen øger energien qi, hvis der er behov for det.

Efter en behandling med Tuina
Efter behandlingen oplever nogle patienter træthed, og andre mærker forøget energi og livsmod. Trætheden skyldes affaldsstoffer og at massagen også påvirker os psykisk.

Hvis det er en gammel kronisk skade, du har fået behandlet, vil du mærke nogen smerte, som efter ca. tre behandlinger går over. Nogle mennesker reagerer kraftigt og fryser efter behandlingen, men tag noget mere tøj på, så går det hurtigt over.

Under hele behandlingsforløbet er det vigtigt, at du drikker rigeligt med væske, så kroppen får hjælp til at udskille affaldsstoffer.